Area Sales Manager

Job på Samsø / Hjemmearbejdsplads

ExamVision søger analytisk og relationsstærk Area Sales Manager

ExamVision er globalt blandt de større producenter af avancerede lupbriller til læger og tandlæger, og deres briller er i front på ergonomi, kvalitet og design. Virksomheden oplever høje tocifrede vækstrater i disse år og realiserede i 2019 en omsætning på et højt tocifret millionbeløb. Virksomheden afsætter produkterne på 33 markeder, og alt salg varetages af specialuddannede forhandlere. Du tilbydes en nyoprettet stilling med spændende internationale salgsaktiviteter, der er med til at skabe yderligere vækst.

Du refererer til den kommercielle direktør og får ansvaret for at analysere markeder, opstarte nye markeder og forhandlere samt videreudvikle på udvalgte eksisterende markeder og optimere på samarbejdet med forhandlerne.

Dine nøgleopgaver:

  • Løbende udvikle og koordinere med forhandlerne på egne markeder primært i Europa (både nye og eksisterende)
  • Gennemføre en løbende optimering af forhandlerporteføljen i samarbejde med den kommercielle direktør
  • Planlægge og styre egne salgsorienterede projekter (go-to-marked projekter, analysere på kanalmuligheder, prisstrategier på markeder m.m.)
  • Analysere på potentielle markeder og forhandlere, identificere de mest attraktive og indgå samarbejde med disse.
  • Følge op på budgetter, handleplaner og salgsmålsætninger med udvalgte forhandlere (herunder medvirke til udarbejdelsen af salgs-/performanceopfølgning på nøgle-/fokusmarkeder) i samarbejde med den kommercielle direktør
  • Sikre overblik og rapportering til ledelsen for hvert marked omkring prisstrukturer, dækningsgrader, rabataftaler, forhandlerkontrakter, salgsforventninger for kommende periode etc. Jf. virksomhedens hastige vækst mangler dette overblik i nogen grad.

Du bliver højre hånd og sparringspartner for den kommercielle direktør og får stor indflydelse på det kommercielle arbejde både på egne markeder og på tværs af alle markeder.

Kombiner en attraktiv international salgsstilling med et balanceret familieliv i skøn natur

ExamVision er placeret på Samsø, og vi håber, du har lyst til at bosætte dig på øen. Samsø er placeret midt i Danmark med færge til både Sjælland og Jylland (pt. Hou og snarest også Aarhus), og der er stort fokus på familielivet, børnene, bæredygtighed og en god balance mellem arbejde og fritid. Der er stor lokal opbakning til skoler, institutioner og foreninger, så tilflyttere bliver hurtigt en del af de stærke fællesskaber.

Du kan også arbejde delvist hjemmefra med et par dage på Samsø om ugen i de uger, hvor du ikke rejser. Du må forvente ca. 40 internationale rejsedage årligt.

Du har solid erfaring med international afsætning via forhandlere fra tilsvarende stilling

Du har erfaring med at åbne nye markeder og identificere de bedste forhandlere og opstarte samarbejder med disse. Du har erfaring med salg af tekniske, mekaniske eller elektriske produkter – vi forventer, at du har teknisk flair, men en teknisk uddannelse er ikke nødvendig, da det er de kommercielle kompetencer, der er vigtigst. Du har erfaring med at skabe struktur og overblik for det kommercielle arbejde f.eks. omkring priser, rabatter, dækningsgrader, kontrakter, budgetter og forventninger samt rapportere på dette til ledelsen.

Du er proaktiv, struktureret og tillidsskabende
Du er talstærk, kommerciel, forretningsorienteret og har næse for godt købmandskab. Du er tålmodig og ved, at resultaterne i salg til forhandlere skabes ved langsigtet og strategisk udvikling af markeder og forhandlere, og du har vedholdenheden til at gøre en forskel hver eneste dag. Din tilgang til samarbejde er værdibaseret, og det er vigtigt for dig at have gode relationer til dine samarbejdspartnere internt og eksternt. Du trives i en service-og vækstorienteret kultur præget af dynamik, forandringer og korte beslutningsveje.

Ansøgning og kontakt

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Frank Lajer hos Hansen Toft på tlf. 2018 8818.

Bemærk, at vi blot har behov for dit CV, når du søger stillingen. Din henvendelse behandles fortroligt og videregives ikke uden din accept.

Du kan søge stillingen her: https://www.hansentoft.dk/job/5525