Produktionsingeniør med speciale inden for LEAN

Job på Samsø

Du skal drive forbedringer på tværs af hele organisationen baseret på LEAN-værktøjerne. Du kan som højre hånd til COO positionere dig som virksomhedens samlende kraft ift. alle fremtidige optimerings- og forbedringstiltag. Virksomheden står midt i et internationalt væksteventyr og forbedringspotentialet og investeringslysten på de indre linjer er stor.

ExamVision er globalt blandt de større producenter af avancerede lupbriller til læger og tandlæger, og deres briller er i front på ergonomi, kvalitet og design. Virksomheden oplever høje tocifrede vækstrater i disse år, og omsætningen i 2019 lå på et højt tocifret millionbeløb på tværs af 33 internationale markeder. 

Som en del af virksomhedens løbende professionalisering og ønske om at stå stærkere ift. at løfte fremtidens vækst, oprettes nu en stilling til en passioneret og energisk produktionsingeniør med særligt flair for LEAN. 

Dine nøgleopgaver vil være:

  • Udarbejde en konkret plan for fremtidens forbedringstiltag i tæt samarbejde med ledelsen og relevante nøglepersoner. 
  • Overordnet ansvarlig for at sikre en rød tråd i indsatserne i CI, produktion, Q og PTA.
  • Løbende identificere, forberede og drive fremtidige Continuous Improvement-tiltag. Herunder f.eks.
    • Tavlemøder
    • Kaizen workshops og events
    • Gennemføre værdistrømsanalyser og lancere problemløsningsteknikker
    • Implementering af relevante optimeringsværktøjer
  • Deltage i projekter omkring kapacitetsforøgelse herunder nybygning af faciliteter og bedre kapacitetsudnyttelse


Du bliver ExamVisions go-to-person for alle optimeringstiltag i virksomheden og får frihed til at udvikle og implementere værktøjer og processer, som har til formål at optimere produktionsflowet og minimere spild samtidig med, at høj motivation og engagement blandt medarbejderne fastholdes.

Kombiner en attraktiv Produktionsingeniørstilling med et balanceret familieliv i skøn natur
ExamVision er placeret på Samsø og håber, du har lyst til at bosætte dig på øen. Samsø er placeret midt i Danmark med færge til både Sjælland og Jylland (Hou og Aarhus fra foråret 2021), og der er stort fokus på familielivet, børnene, bæredygtighed og en god balance mellem arbejde og fritid. Der er stor lokal opbakning til skoler, institutioner og foreninger, så tilflyttere bliver hurtigt en del af de stærke fællesskaber. 

Du har solid produktionsteknisk baggrund enten som produktionsingeniør, produktionstekniker eller lignende og har stærk erfaring med at drive løbende forbedringer ved brug af LEAN-værktøjer fra et professionelt produktionsmiljø. 
Det er vigtigt, at du har erfaring med at drive tavlemøder, implementere relevante værktøjer samt arbejde med forandringsledelse (adfærd og mindset). Det vil derudover være en fordel, hvis du allerede har haft tæt samarbejde med eller berøring med PTA, kvalitet og planlægning fra en mindre/mellemstor produktionsvirksomhed.  

Du er en positiv, pragmatisk, uformel og energisk ildsjæl med et naturligt forbedringsgen.
Du er en teamplayer, der nyder at skabe resultater i samarbejde med organisationen. Du har empati, stærke kommunikationsevner og en naturlig gennemslagskraft, som gør dig i stand til at kommunikere troværdigt på alle niveauer af organisationen fra fabriksgulvet til ejerkredsen. Du er naturligt forandringsparat og trives i en værdidrevet kultur præget af dynamik, korte beslutningsveje, medmenneskelighed og ordentlighed. Derudover er det vigtigt, at du har et godt overblik, er analytisk og har en stærk procesforståelse.  

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Andreas Lambert på 3089 2193. 

Bemærk, at vi blot har behov for dit CV, når du søger stillingen. 
Din henvendelse behandles fortroligt og videregives ikke uden din accept.

 

Søg stillingen her: HANSEN TOFT/Produktionsingeniør med speciale inden for LEAN